Et forsøg på at udtrykke den ydmyghed, der kan gribe en, når man konfronteres med historiens vingesus – her under en rejse gennem Sydvest-England forbi Stonehenge og over lyngbakkerne med de vilde heste på Dartmoor
Gennem dybe dale
Langs med stejle træer
Fik vi lov at svæve frit
Under himlen
Hvis græsset kunne tale
Om dem, der vandred’ her
Og vi ku’ lægge øret til
Tro hvad tanken ser
Og følge deres skridt
Vi bor i trange huse
Og skærmer os bag sten
Men med en stadig længsel ud
Under himlen
De fik kun vindens susen
Gennem marv og ben
Og blev det svært at finde frem
Fulgte trofast én
Med samme iltre blod